Halvtreds år gammel. Bare det at skrive det tal giver mig stadig et lille stik i hjertet. Jeg har aldrig taget den milepæl let. I min familie har den alder altid været fyldt med følelser, næsten symbolsk. Så da Thomas fyldte 50 sidste år, ville jeg gøre det specielt. Virkelig specielt.
Til hans 50-års fødselsdag gav jeg ham en drøm, der gik i opfyldelse.
Vi havde været gift i sytten år. Sytten år med at bo sammen, dele regninger, snakke om vores børn sent om aftenen, planer, tvivl og latterudbrud.
I månedsvis havde jeg i hemmelighed planlagt en overraskelse til hans halvtredsårs fødselsdag: en tur til Hawaii. Et hotel med udsigt over havet. Middag ved solnedgang. Endda en snorkeltime, for en dag, næsten ubevidst, havde han betroet sig, at han altid havde ønsket at prøve det.
Da jeg fortalte ham nyheden, græd Thomas. Ja, han græd. Han kiggede på mig, som om jeg havde givet ham månen. I det øjeblik vidste jeg, at jeg havde truffet det rigtige valg. Jeg havde fejret ham, hans liv, hans ønsker.
Jeg har værdsat dette minde.
Morgenen på min 50-års fødselsdag
I går var det min tur.
I ugevis havde Thomas antydet: "Du skal nok se..." "Jeg har planlagt noget særligt." Jeg forestillede mig en overraskelsesweekend, måske en smuttur et sted i Frankrig eller en middag på vores yndlingsitalienske restaurant.
